VFB Stuttgart ligner en ny tysk mester.
Sydtyskerne vandt lørdag med 3-2 ude over Bochum og overhalede dermed Schalke 04, der tabte til Dortmund i det traditionsrige lokalderby mellem de to klubber.
Dermed er Stuttgart to point foran Schalke inden sidste spillerunde og fire point foran Werder Bremen, som i lørdagens kamp på hjemmebane led et forsmædeligt nederlag til Eintracht Frankfurt.
Stuttgart var ellers bagud to gange i kampen mod Bochum, hvor brasilianske Jeronimo Cacau blev den store helt med sin scoring til 3-2 et kvarter før slutfløjt.
For Schalke var det derfor livsvigtigt at få point med hjem fra den svære udekamp mod lokalrivalerne fra Borussia Dortmund, som trods en miserabel sæson sandsynligvis kan trøste sig med at have forpurret Schalkes mesterskabsdrømme. Dortmunds sejr på 2-0 kom i hus på scoringer af Alexander Frei og Euzebiusz Smolarek.
I Bremen blev hjemmeholdets talentfulde forsvarsspiller Naldo skurken med et uheldigt selvmål i anden halvleg, der sikrede Eintracht Frankfurt sejren på 2-1.