I går blev rumfærgen Endeavour sendt mod rummet fra Cape Canaveral i Florida. Men allerede efter to minutter opstod de første problemer.
Stumper fra rumfærgen begyndte nemlig at ryge af. Nasa-administrator Bill Gerstenmaier siger, at det kan være is eller isoleringsmateriale fra brændstoftanken.
Administratoren prøver at underspille betydningen af de flyvende stumper, men understregede at Endeavour skal undersøges meget nøje, inden den vender tilbage til jorden om 16 dage.
Var skaden sket inden for det første minut og 35 sekunder, så havde det været mere kritisk, fordi sådanne stumper på grund af deres høje fart kan skade rumfærgens varmeskjold.
I 2003 eksploderede rumfærgen Columbia, fordi isoleringsmateriale rev sig løs fra brændstoftanken og beskadigede varmeskjoldet.
Endeavour er i denne omgang blevet forsinket fem gange. Blandt andet på grund af en læk i en brændstoftank. Men nu er rumfærgen altså på vej mod sit mål 350 kilometer over jordens overflade.