Klokken tre i nat opsøgte fire maskerede mænd en 35-årig mand fra landsbyen Moseby mellem Nørresundby og Løkken.
Manden, der havde besøg af en kammerat, fik bank og blev stukket med en kniv i skulderen, skriver ekstrabladet.dk.
"Vi ved endnu ikke, om han blev tævet med bare næver eller med våben. Men han fik mange tæsk, og knivstikket var dybt," siger vagtchef Henrik Bech, Nordjyllands Politi.
Husejerens gæst blev ikke forulempet, men de fire mænd krævede penge af den forulempede og tvang ham ud i sin bil, hvor de kørte ud til mandens forældre. Her ville de have ham til at hente flere penge, men i stedet ringede han til politiet, og de fire gerningsmænd stak af.
"Vi ved ikke, om de derefter stak af til fods eller hvad. Vi har heller ikke noget signalement af de fire mænd. I det hele taget har den overfaldne ikke sagt så meget endnu. Han er ikke kommet alvorligt til skade, men han er naturligvis kørt på sygehus til behandling for knivstikket," fortæller vagtchefen ved Nordjyllands Politi.