Kevin Stuhr Ellegaard vil ikke forlænge kontrakten med Randers, hvis han fortsat skal sidde på bænken.
Den tidligere Manchester City- og Hertha Berlin-keeper har i de seneste tre SAS Liga-kampe ikke været førstevalg i målet, og derfor kan han være fortid hos kronjyderne, når hans kontrakt udløber næste sommer.
"Hvis ikke de vil bruge mig, så forlænger jeg heller ikke. Jeg skal ud og spille på et førstehold," siger Kevin Stuhr Ellegaard til onside.dk.
Kevin Stuhr Ellegaard har været i Randers siden sommeren 2007, men har på det seneste tabt målmandsslaget til australske Nathan Coe.