Vil du giftes med en datalog, tømre eller sygeplejerske? Det er vigtigt at gøre sig klart, inden du vælger uddannelse.
Din uddannelse er nemlig afgørende for, hvem din kommende partner bliver.
»Det er ofte på uddannelsesinstitutionen, man møder sin kommende partner. Studerende tager ofte på fredagsbar, hvor man træffer mange, der har det samme uddannelseniveau, ligesom man omgås i det daglige. Så rent praktisk er der større chance for, at man møder en med samme uddannelseniveau,« forklarer kønsforsker Karen Sjørup.
Man omgås simpelthen de samme mennesker, når man har samme uddannelsesniveau. Det bekræftes af en undersøgelse, Nyhedsavisen har fået foretaget af Userneeds, der viser, at de fleste ender op med en partner med samme uddannelsesniveau som dem selv.
Bevidst valg
Men det er ikke alene tilfældighedernes omveje, der afgør kærlighedens skæbne.
Særligt kvinder er nemlig meget bevidste om mændenes uddannelsesmæssige baggrund, når de skal vælge partner.
»Kvinder søger traditionelt mænd der mindst er på samme uddannelsesniveau som dem selv. For drengene betyder det ikke så meget. Men generelt søger man meget en partner, der matcher én intellektuelt,« siger Karen Sjørup.
Hun tror, at unge ofte er meget bevidste om deres partners uddannelsesniveau.
»Der er ingen tvivl om, at den uddannelse, man vælger, har betydning for, hvem ens kommende partner bliver. Både i forhold til personlighed og interesser, men også rent praktisk. Geografisk befinder man sig jo tit det samme sted.«
Studiekontaktbureau
De uddannelser der ikke kan tilbyde en lige fordeling imellem kønnene, har ofte sværere ved at tiltrække studerende, oplever Karen Sjørup.
»Uddannelser er en slags kontaktbureau, her foretager man en første selektion,« forklarer kønsforskeren.