Søren Madsen på 32 år har en titel som Product & Promotionsmanager på pladeselskabet Playground Music Scandinavia. Selskabet står bag navne som Oh No Ono, Dúné, Tue Track, Jomi Massage, The Kissaway Trail, F.U.K.T, Natasja and the Ragga Pack og VETO.
Og selvom han altid har interesseret sig for musik, havde han som barn også andre ønsker.
Hvad ville du gerne have studeret – hvis du ikke var blevet det, du blev?
»Så ville jeg gerne have været pilot. Jeg synes, det virkede som et spændende og oplevelsesfyldt job. Jeg var ude at flyve første gang, da jeg var seks år gammel, og der faldt jeg fuldstændig for det. Jeg havde selvfølgelig også set ’Topgun’ og science fiction-film, hvor de fløj rundt. Men dengang skulle man være i Forsvaret eller Luftvåbnet tror jeg, og det kom jeg ikke, fordi jeg fik en voldsom knæskade.
Hvad studerede du – og hvad var det bedste ved studiet?
»Jeg er cand. mag. i engelsk og moderne kultur & kulturformidling . Det bedste var den relative form for frihed under ansvar. Der var fred og ro til også at lave de ting, man ellers synes, var interessant, hvilket for mit vedkommende var musik. Bagefter fik jeg job hos ArtPeople som bookingmanger, og efter to år kom jeg til Playground.»
Hvilket råd vil du give unge om deres uddannelsesvalg?
»Det skal være interessebåret. En universitetsuddannelse er lang, så man skal have et mål og vide, hvad det skal løbe ud i. Lysten skal være med, ellers bliver det surt i længden.«