En lang sommerferie med festivaller, udenlandsrejser og øl i lange baner kan hurtigt mærkes på bankkontoen.
Derfor kan et bijob som sæddonor virke som en nem måde at tjene nogle hurtige penge på.
I hvert fald melder Danmarks to største sædbanker om vokseværk i ansøgningsbunkerne på netop dette tidspunkt hvert år.
”Især ved studiestart er der pres på. Der har vi to-tre gange så mange ansøgere, som i årets andre måneder,” siger direktør i Nordisk Cryobank, Peter Bower.
Fordobling i august
Det samme gør sig gældende i Danmarks største sædbank, Cryos.
”I august og september oplever cirka en fordobling i antallet af ansøgere, ligesom der igen i januar kommer en mini-tsunami af ansøgninger,” siger direktør, Ole Schou.
Han ser ingen anden forklaring, end at de unge på dette tidspunkt skal have nogle hurtige penge på bordet.
Nye kuld studerende
”Der er ingen tvivl om, at det har noget med økonomi at gøre. Der kommer nye kuld til byerne, som skal have studiejobs. I første omgang søger de formentlig de traditionelle ufaglærte jobs, og så rygtes det måske hurtigt, at man jo også kan blive sæddonor,” siger Ole Schou.
Hos Nordisk Cryobank har direktør Peter Bower samme forklaring. Og ifølge ham bliver denne sommer ingen undtagelse.
"Vi forventer helt klart, at vi igen i år vil se en stigning i antallet af ansøgninger," siger han.
Men mange af dem bliver skuffet, for sædbankerne stille ekstremt store krav til sædens ophavsmand. Det betyder, at 95 procent af mændene bliver siet fra under forundersøgelsen.
- En godkendt sædprøve giver 200-500 kroner afhængig af kvalitet.
- Fysisk er det svært at aflevere mere end tre til fem godkendte prøver om ugen.
- Man har selv pligt til at indberette donorindtægterne til SKAT.