Når de studerende i landets store byer ønsker at rejse hjem på påskeferie, skal de se sig rigtig godt for, inden de bestiller rejsen. Og de skal især undersøge om studierabat overhovedet kan betale sig.
En ny undersøgelse fra Forbrugerstyrelsen viser, at studierabat på rejser ikke altid er den billigste løsning.
Undersøgelsens pristjek er lavet på rejser her til lands, hvor styrelsen har undersøgt priserne på tog, bus og fly på syv strækninger mellem fem store byer.
"Hvis du er studerende og skal med tog, bus eller fly i påsken, kan jeg kun råde dig til at undersøge om studierabatten kan betale sig for dig. Og gør det i god tid, inden du skal rejse. Så er der størst chance for, at du kommer billigt af sted", siger Tanja Franck, direktør i Forbrugerstyrelsen.
Undersøgelsen afslører for eksempel, at togbillet med studierabat i nogle tilfælde er dyrere end almindelige togbilletter.
Pristjekket viser også, at bussen i langt de fleste tilfælde er den billigste transportform. På seks af de syv undersøgte strækninger er rejsen billigst med bussen.
Tjek prisen på din påsketur hjem til familien her: http://surl.dk/5jo/