Lone Hansen fik sig et chok, da hun i september sidste år skulle tage anden del af sin uddannelse på Roskilde Universitetscenter (RUC).
Ikke nok med at hun skulle betale 26.000 kroner for et introduktionskursus. Hun måtte også undvære SU i et helt år, da hun skiftede fra Landbohøjskolen til RUC.
Det blev starten på en ond, nedadgående cirkel af stress, som endte med, at hun følte sig helt udbrændt.
- Jeg endte i en fastlåst situation, hvor jeg måtte tage på arbejde i weekenden, lige så snart jeg havde fri fra skole. Der var hverken tid til mig selv, lektier eller mine venner. Til sidst havde jeg ikke flere kræfter og mistede fuldstændig gnisten, fortæller den 28-årige studerende.
Det er hun ikke ene om. Hvert år mister et ukendt antal danske universitetsstuderende retten til SU, fordi de skifter fag undervejs i deres uddannelse. På alle landets universiteter kender man til problemet, og her frygter man, at den økonomiske slagside vil skræmme de studerende fra at følge deres drømme.
- Det er ødelæggende for fleksibilitet i uddannelsen og er et stort økonomisk problem for de studerende, som kommer i klemme i systemet, fortæller Claus Nielsen fra studieadministrationen ved Københavns Universitet.
Hverken i København, Århus, Odense eller Aalborg ved man dog hvor stort problemet er på byernes universiteter. Det får nu De Radikale til at kræve, at videnskabsminister Helge Sander (V) kigger på sagen.
- Man bør ikke straffes økonomisk, hvis man ønsker at skifte mellem universiteter og fag under uddannelsen. Derfor vil jeg gerne tage det op med ministeren, så vi kan kigge på, hvor mange der er berørt af dette hul i lovgivningen, siger De Radikales universitetsordfører, Charlotte Fischer,
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra ministeren selv, men Venstres uddannelsesordfører, Tina Nedergaard, kalder det "en relevant problemstilling".
Hun regner med, at sagen vil blive taget op efter sommerferien, når Folketinget skal genforhandle det nuværende SU-forlig.
Lone Hansen glæder sig til, at politikerne får gjort noget, for som hun siger:
- Det kommer ikke til at ændre på min egen situation, men jeg håber, at de ændrer reglerne, så andre ikke skal igennem det, som jeg har oplevet. Det skal jo gerne være sådan, at man vælger uddannelse efter interesse – og ikke om man får SU, siger hun.