Opdateret kl. 13:16
Det er fint, at uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V) italesætter nulfejlskultur hos unge. Men ved at opfordre til at folk skal dele historier på nettet bliver ansvaret lagt for meget over på den enkelte.
Det vurderer Johan Jørgensen, der er formand for Danske Studerendes Fællesråd. Men det er et strukturelt problem, og sådan bør det også håndteres, mener han.
- Det er strukturelle problemer, når undersøgelser peger på, at 40 procent af studerende på en årgang på et tidspunkt oplever studiestress. Så er det en strukturel udfordring, siger formanden.
- Derfor tror vi simpelthen ikke, at den løses ved, at der bliver lavet kampagner om det. Vi tror, at det bliver løst ved lovændringer og strukturelle ændringer af blandt andet vores uddannelsessystem, siger han.
Ahlers har sat sig for at gøre noget ved, at unge er bange for at begå fejl. Han har derfor søsat et initiativ, der opfordrer folk til at tale højt om deres fejl ved at skrive om dem under hashtagget #deldinefejl på de sociale medier.
Ifølge TV2 er målet, at det skal være helt normalt at tale om de ting, der ikke lykkes. Flere kendte danskere har reageret som astronaut Andreas Mogensen.
Han har fortalt om en fejl, han lavede under forberedelserne til sin rummission, som kunne være gået grueligt galt, hvis det var sket i virkeligheden.
Men ifølge Johan Jørgensen er det ikke individer, der bør tage ansvaret i denne her sag.
- Et af problemerne ved kampagnen er, at det bliver lagt meget over på individet. Det bliver enkeltpersoner, der deler deres fejl og deres udfordringer, siger han.
- Vores minister har jo et helt embedsværk bag sig og har mulighed for at lave lovgivning. Så synes vi, at det er ærgerligt, at han bruger tid på at lave et hashtag her op til et valg.
Det er særligt den måde, uddannelsessystemet er indrettet på, der påvirker unge i Danmark vurderer formanden.
Derfor bør man ændre uddannelsesloftet og måske fokusere på mere opsøgende studievejledning på studierne.
/ritzau/