Mere end hver tredje studerende får en økonomisk håndsrækning fra mor og far til at klare sig under studietiden.
Det viser en undersøgelse blandt danske unge under uddannelse, som Gallup har lavet for Berlingske Tidende. De studerende får i gennemsnit knap 1.000 kroner i lommepenge, men derudover kommer tilskud i form af nyt tøj eller togbilletter til at komme hjem.
I alt har de studerende i snit en indkomst på 6.362 kroner om måneden, når man lægger SU, lommepenge og studiejob sammen, men det er faktisk ikke nok, mener de studerende ved Københavns Universitet.
- Jeg synes, at det er meget lidt at leve for. Det harmonerer dårligt med, at man vil gøre det mere attraktivt at studere. Desuden fører det til forsinkelser, fordi mange vælger at arbejde ved siden af, siger David Salomonsen, formand for Studenterrådet på Københavns Universitet til Berlingske Tidende.
Mere end halvdelen af de studerende, 56 procent, arbejder ved siden af studierne.