Studerende på flere af Syddansk Universitets afdelinger tropper i stigende grad op på studiekontoret for at få eksempelvis timer eller eksamener flyttet skriver DR Syd.
- Det er noget, vi ser mere og mere af, siger afdelingsleder for studieservice på Syddansk Universitet, Marianne Johansen til DR Syd.
Flere af Syddansk Universitets afdelinger har oplevet, at forældre ringer og skriver og for eksempel skælder ud over, at deres børn har dumpet en eksamen.
Men de studerende selv holder sig bestemt heller ikke tilbage.
- Vi har haft eksempler på studerende, der spurgte, om vi ikke lige ville flytte en eksamen, fordi nu havde de altså bestilt en skiferie, siger Marianne Johansen.
- De kan også finde på at spørge, om vi ikke lige flytter undervisningen fra kl. 8 til kl.10 om morgenen, fordi de lige har noget transporttid hen til universitetet, forklarer Marianne Johansen.
Marianne Hansen synes, det er en lidt mærkelig tendens, at de unge spørger om den slags.
- Det er da en sjov tendens. Det er lidt mærkeligt, at de ikke kan se, at de faktisk indgår i en større enhed. Det er lidt pudsigt, siger Marianne Hansen.