De studerende bliver yngre og yngre. Hele 64 procent af de personer, der netop er startet på en uddannelse på et af landets universiteter, er 21 år eller yngre.
Det er 12 procent flere helt unge, end der var i 2005. Det viser Videnskabsministeriets analyser af årets optag.
Og det glæder chefen for Den Koordinerede Tilmelding, Jakob Lange.
"Jo yngre de er, jo bedre klarer de sig," siger han til Politiken.
Især på studier som dansk, filosofi og litteraturvidenskab er tilstrømningen af yngre studerende røget i vejret.
Danmark ligger traditionelt i top, når det gælder unge, der holder sabbatår. Derfor har regeringen fra i år valgt at belønne unge studerende med bedre karakterer, hvis de begynder på en uddannelse senest to år efter deres studentereksamen.
I dag er det hver femte af de nye universitetsstuderende, der har holdt mere end to sabbatår.