Den 18-årige Jonathan Walker fra Panama City i Florida var ikke helt sikker på, om han kunne blive optaget på en videregående uddannelse.
Så han søgte ind på 27 universiteter og colleger for at øge sine chancer. De har alle svaret, og de vil alle gerne optage ham.
- Det er helt skørt at tænke på, siger Walker til tv-stationen CBS.
Blandt de 27 er universiteter som Harvard og Yale.
Han har også fået stipendier for fire millioner dollar, skriver CBS. Det er over 26 millioner kroner.
Ifølge Walker er en af hans hemmeligheder, at han ved hver ansøgning satte sig ind i, hvad den enkelte institution var kendt for. Hvad der var særligt ved den. Og det fokuserede han blandt andet på i ansøgningen.
Det hjælper nok også, at han har været med i et undervisningsprogram for særligt dygtige elever på sin skole.
Han har endnu ikke besluttet, hvor han vil studere.