Politimester Dick Knoebel fra det lille amerikanske landsby Kewaskum i delstaten Wisconsin har fået sig en uventet fanskare, efter han gav sig selv en bøde for en trafikforseelse, skriver AP.
I september begik Knoebel den brøler at overhale en blinkende skolebus. Han kvitterede med at skrive sig selv en bøde på 1300 kroner og gav fire strafpoint til sit eget kørekort. Historien blev opsnappet af medierne, da den viste sig i retsbøgerne, og Knoebel fik blev med ét kendt som en meget ærlig strisser. Berømmelse medførte, at han siden har modtaget over 150 emails fra mennesker over hele verden, der lovpriser Knoebels ærlighed. Enkelte har endda sendt penge til ham.
Hovedpersonen selv mener, at det er på høje tide, at politiet får ros:
»Politifolk gør gode gerninger hver dag, og det bliver sjældent skrevet i medierne. Her i byen hører man kun om en betjent, hvis han har gjort noget skidt,« fortæller han.