Selv om finanskrisen har fået mange danskere til at spare, er der stadig mange, der vil se på letpåklædte damer. Stripklubberne kan i hvert fald notere sig en markant fremgang.
På Hollywood Gentlemen's Club i København strømmer gæsterne til, og omsætningen er eksploderet i det seneste halve år. Det siger indehaver Kasper Lybøl ifølge Urban.
"Vi har masser af gæster, og vores omsætning er eksploderet inden for det sidste halve år," fortæller han.
Han mener, at fremgangen skyldes, at det er blevet mere legalt at besøge stripklubberne. Den opfattelse deler Sophie Esmann Andersen, der er ph.d. på Århus Universitet, og som beskæftiger sig med forbrugs- og oplevelsesøkonomi.
"Når man ser på mediebilledet i dag, så er det jo fyldt med nøgenhed. Sex er ikke længere noget, der kun foregår under dynen, og når den slags går fra at være lidt hemmeligt til at være mainstream, så vil det blive mere almindeligt, at stripklubben bliver en del af byturen," forklarer hun.