Lederen af det israelske parti Kadima, Shaul Mofaz, anbefaler, at det moderat konservative parti træder ud af Israels regering. Ønsket om afgang fra regeringssamarbejdet kommer på grund af en strid om værnepligt for ortodokse jøder.
Det rapporterer flere israelske medier.
Der er indkaldt til et møde tirsdag aften blandt partiets parlamentsmedlemmer, hvor der skal stemmes om Mofaz' forslag.
Kadima har kun siddet i premierminister Benjamin Netanyahus regering i to måneder.
Partiet gik ind i regeringen med det erklærede formål, at værnepligt for ortodokse jødiske studerende skal være obligatorisk.
De ortodokse har i årtier været fritaget for at gøre militærtjeneste.
Det er ikke lykkedes partiet at komme til enighed med Netanyahu fra det nationalkonservative parti Likud om en ny lov for værnepligt.
Kadimas udtræden vil ikke true regeringens flertal.
/ritzau/Reuters