Strid om tørklæde kan koste judokæmper OL

Det internationale judoforbund vil ikke lade Saudi-Arabiens kvindelige deltager stille op med hovedtørklæde.

Den kvindelige saudiarabiske judokæmper Wojdan Shaherkani kan i værste fald misse OL, efter at det internationale judoforbund torsdag forbød hende at bære det islamiske hovedtørklæde hijab under legene i London.

Den 18-årige sværvægter er den ene af de to kvinder, der som de første nogensinde stiller op ved et OL under saudiarabisk flag.

- Den saudiarabiske udøver skal kæmpe efter judosportens principper og ånd og dermed uden en hijab, siger præsidenten for det internationale judoforbund Marius Vizer ifølge nyhedsbureauet AFP.

I judo har deltagerne af sikkerhedsgrunde forbud mod at bære nogen form for hovedbeklædning.

Inden afrejsen til OL blev det imidlertid understreget fra de saudiarabiske officials, at det er en betingelse for at deltage, at kvinderne bærer "passende beklædning, der opfylder betingelserne i sharia".

Judo-eksperter mener dog ikke, at hijab er den eneste sikkerhedsrisiko for Wojdan Shaherkani. Hun har nemlig kun dyrket sporten i to år og har end ikke det sorte bælte.

Dermed er hun sandsynligvis temmelig langt fra konkurrenternes niveau i den britiske hovedstad.

Hun står - hvis alle beklædningsforhold går i orden inden da - over for verdensranglistens nummer 13, Puerto Ricos Melissa Mojica, i første runde den 3. august.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.