Strid følger Romney under OL-besøg

Hård udtalelse fra Romney-rådgiver dominerer pressedækningen af præsidentkandidatens London-besøg.

Den konservative amerikanske præsidentkandidat Mitt Romneys besøg i London i forbindelse med OL blev torsdag overskygget af en omstridt udtalelse til en britisk avis om forberedelserne til legene.

Romney, der er tidligere guvernør i Massachusetts, besøger London i tre dage sammen med sin kone Ann, hvor de skal overvære åbningsceremonien og have drøftelser med premierminister David Cameron.

Men under hans besøg er der mest fokus på en omstridt udtalelse fra en af Romneys rådgivere, som har sagt, at præsident Barack Obama ikke forstår den anglo-saksiske kulturarv, som Storbritannien og USA deler.

Udtalelsen, der er blevet citeret i den britiske avis The Daily Telegraph, dementeres af en talskvinde for Romneys kampagne, Amanda Hennenberg, der taler om en "misforståelse".

- Hvis nogen har udtalt sig sådan, så har de ikke været i overensstemmelse med guvernør Romney eller nogen i hans stab, siger hun.

Udtalelsen, som kaldes en "overraskende grov fornærmelse" af Obamas talsmænd, har vakt opsigt samtidig med, at Romney har udtalte sig udiplomatisk om det britiske værtskab for OL.

- Det er svært at vide, hvordan det vil gå, og der har været visse foruroligende ting, udtalte Romney til NBC News fra London, hvor han også satte spørgsmålstegn ved, om den britiske befolkning som helhed støtter OL.

- Står de sammen om at fejre OL? Det er noget, som vi først ved, når legene er begyndt, sagde han.

Romneys fornemmelse omkring diplomati og OL burde ellers være godt udviklet, da han som multimillionær og investor var medarrangør af Vinter-OL i Salt Lake City i 2002, hvor forberedelsesfasen var præget af skandaler.

Romney kone er medejer af hesten Rafalca, som deltager i olympisk dressurridning.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.