En stribe bomber og angreb med skydevåben har onsdag morgen kostet adskillige menneskeliv i det centrale Irak, oplyser flere kilder hos myndighederne til nyhedsbureauet AFP.
I byen Hilla syd for Bagdad eksploderede to bilbomber og dræbte mindst 13 mennesker, mens en bølge af bombeangreb og skudepisoder ramte selve hovedstaden.
Den første bombe i Hilla eksploderede i en bil nær en restaurant, oplyser en kaptajn hos byens politi og doktor Ali al-Khafaji på byens hospital. I alt 45 blev såret.
Det er endnu uklart, hvor mange der har mistet livet som følge af angrebene i Bagdad. Men ifølge Reuters har ni mistet livet i et angreb rettet mod shiamuslimske pilgrimme ved en politiafspærring.
Pilgrimmene var samlet for at markere imamen Moussa al-Kadhims død. Han er ifølge shiaislam oldebarn til profeten Muhammed.