Nye Borgerliges folketingsmedlem Peter Seir Christensen har fået konstateret lymfekræft.
Det fortæller han til Ekstra Bladet.
- Nu har jeg fået min diagnose, og prognosen er god, når man nu skal have kræft. Så jeg er optimistisk, og nu skal jeg 'bare' se at komme i gang med behandlingen, og forhåbentlig vil den første kontrolscanning om to måneder vise, at behandlingen virker, som den skal, siger han til mediet.
Peter Seier Christensen skal gennemgå kemoterapi som led i sin behandling.
Den tidligere næstformand for Nye Borgerlige har siden april været sygemeldt fra sit arbejde på Christiansborg på grund af stress.
Det er han stadig, og han betragter kampen mod stres og kræft som to separate elementer.
Kræftsygdommen gør dog, at Peter Seier Christensen lige nu ikke har en ide om, hvornår han er klar til at vende tilbage til Christiansborg.
Men det bliver ikke inden for de næste fire måneder, siger han til Ekstra Bladet.
Peter Seier Christensen har ikke været officielt sygemeldt fra Folketinget.
En årsag til det er, at stedfortræderen ville være Henriette Ergemann, som ikke længere er medlem af partiet.
Peter Seier Christensen oplyser til Ekstra Bladet, at han har haft den specifikke kræfttype før.
/ritzau/