Ny britisk-amerikansk forskning synes at bekræfte, hvad fertilitetslæger længe har troet:
Stress, herunder arbejdsrelateret stress, kan mindske kvinders chancer for at blive gravide.
Forskerne målte gennem et halvt år koncentrationen af stresshormoner hos 274 britiske kvinder i alderen 18 til 40 år. Alle ønskede at blive gravide.
Resultatet var, at de mest stressede kvinder havde betydeligt ringere chance for at blive gravide, end de mindst stressede kvinder.
Overlæge Ulla Breth Knudsen fra Fertilitetsklinikken på Aarhus Universitetshospital, Skejby, siger, at der er behov for endnu mere forskning indenfor området.
"Vi har længe vidst, at alkohol, tobak og overvægt forringer chancerne for graviditet," siger Ulla Breth Knudsen.
"Men det har hidtil været svært at bevise, at stress har direkte indflydelse på muligheden for at blive gravid. Vi har længe vidst, at stresshormoner kan have indflydelse på kvindens underliv, hvilket eksempelvis viser sig ved, at menstruation kan udeblive hos kvinder med eksamensstress,” siger hun.
Undgå panik
Ulla Breth Knudsen anbefaler stressede kvinder, der ønsker at blive gravide, at undgå at gå i panik.
"De skal ikke få stress af at føle sig stressede. Og det er sjældent en realistisk løsning umiddelbart at droppe sit job, ændre sin mand eller fraflytte sin bolig i bestræbelserne på at blive gravid, men alle kan have glæde af at overveje om man har det liv, man gerne vil have, eller om der er behov for ændringer," siger hun.