Et højt stressniveau øger risikoen for, at ellers raske erhvervsaktive må melde sig syge i mere end 15 sammenhængende dage inden for det efterfølgende år.
En ny analyse fra Center for Folkesundhed, Region Midtjylland viser, at 15 ud af 100 erhvervsaktive med et højt stressniveau har sygeperioder på mere end 15 dage i træk. Normalt har kun 9 ud af 100 erhvervsaktive så langt sygefravær.
Ifølge sundhedskonsulent Finn Breinholt bestyrker analysen antagelsen om, at stress er en selvstændig risikofaktor for længerevarende sygefravær.
"Vi har kun medtaget helt raske personer, netop for at kunne vurdere om stress er en selvstændig risikofaktor for sygefravær. Resultaterne viser en overraskende klar sammenhæng mellem stress og sygefravær, når man er over et vist stressniveau," siger Finn Breinholt.
Han understreger, at det ikke drejer sig om enkeltdage, men om lange sygefravær på mere end 15 sammenhængende dage.
"Nogle fagfolk hævder, at stress er blevet gjort til en 'modediagnose.' Vores undersøgelse understøtter ikke det synspunkt," konstaterer Finn Breinholt.