Strengere straffe for sexovergreb på børn
Justitsministeren vil have strammet straffene over for voksne, der forgriber sig på børn

Justitsminister Lene Espersen og et flertal i Folketinget går ind for hårdere straffe for seksuelle overgreb på børn, skriver DR Nyheder.

Seksuelt misbrug af børn straffes på nuværende tidspunkt mildere end voldtægt af voksne, viser en analyse fra Rigsadvokaten. Det vil justitsministeren lave om på:

»Seksuelt misbrug af børn skal straffes mindst lige så hårdt som voldtægt,« siger justitsministeren til DR Nyheder.

Hun vil nu fremsætte et lovforslag, der sikrer ens straffe, og har derfor anmodet Straffelovrådet om at begynde forarbejdet.

Lene Espersen kan godt regne med, at der bliver flertal for forslaget, for både Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti bakker op om det.