Shampooen bliver møjsommeligt hældt over i en lillebitte beholder og opbevaret i en gennemsigtig plastikpose. Køen for at komme ind i afgangshallen er gabende lang. Bælter, sko og smykker bliver taget af. Vi kender alle sammen sikkerhedsrutinerne i lufthavnen alt, alt for godt.
Nu viser det sig så, at vi tager skoene af for ingen verdens nytte: Som Nyhedsavisen skriver i dag, slipper bombeattrapper nemlig igennem sikkerhedskontrollen i Københavns Lufthavn i Kastrup alligevel.
Sandheden er jo, at vi ikke kan forhindre terrorangreb i luften. Der vil altid være en risiko for, at personalet overser noget, eller en opfindsom terrorist udtænker en ny måde at kapre et fly på. Den seneste tids sikkerhedsstramninger er simpelthen et spil for galleriet, et spil med to formål: For det første har de små plastikposer en beroligende effekt på passagererne, for det andet giver de politikerne mulighed for at vise handlekraft. Men forhindrer flykapringer - det gør de altså ikke.
Desværre sidder der ikke en eneste politiker i Folketinget, der tør sige det højt – og kæmpe for, at reglerne i EU og Danmark bliver ændret. Så hellere smide spandevis af skattekroner ud på virkningsløse sikkerhedsforanstaltninger i lufthavnen, for så kan man jo påstå, at man gør noget.