Efter to ugers strejker og blodig uro genoptager platin-producenten Lonmin mandag arbejdet i Mirakana minen i Sydafrika, hvor 44 mennesker har mistet livet under uroen.
Samtidig forlænger firmaet en frist for, hvornår de strejkende ansatte skal vende tilbage til arbejdet. Det meddeler Lonmins øverste chef, Mark Munroe.
Lonmin har tidligere truet med at fyre alle ansatte, der ikke returnerer til arbejdet mandag. Fristen er nu udskudt til tirsdag.
Desuden vil Lonmin ikke længere fyre ansatte, der ikke møder op tirsdag. I stedet vil de få "disciplinære straffe", hvis de møder op på et senere tidspunkt.
- Det, der er sket, er en tragedie. Vreden og sorgen vil tage tid at hele, siger Mark Munroe.
Mandag mødte 26 procent af Lonmins 27.000 ansatte i Sydafrika op på arbejde. Det er nok til, at arbejdet kan genoptaget i minen, mener selskabet.
En 11 dage lang strejke blandt 3000 ansatte, der borer nede i minen, har stoppet hele produktionen. De strejkende forlanger mere i løn. Men det har Lonmin sagt nej til.
Strejken førte til demonstrationer og sammenstød med politiet. Torsdag i sidste åbnede politifolk ild mod strejkende, og 34 ansatte blev mejet ned.
Massakren er den værste i Sydafrika siden apartheid-tiden og har ført til landesorg.
Mange ansatte er rasende over, at produktionen genoptages samtidig med, at de ansatte og deres familier sørger over de dræbte og inden, de døde bliver begravet torsdag.
Mandag samledes cirka 1000 ansatte foran minen.
- De kan skyde mod os. Vi går ikke tilbage til arbejdet. Denne mine skal lukkes, siger en.
Det er ventet, at Lonmin og repræsentanter for fagforeninger mødes mandag eller tirsdag for i fællesskab at opfordre de strejkende til at gå i arbejde igen og for at "normalisere" situationen.
/ritzau/AFP