Utålmodigheden for en lønstigning spreder sig nu. Tirsdag nedlagde også havnearbejderne arbejdet for at lægge pres på en ny overenskomstaftale.
I Skagen, Randers, Aalborg, Århus, Grenå, Kolding, Horsens, Fredericia, Esbjerg og Aabenraa bliver skibene hverken losset eller lastet, oplyser Radioavisen.
- Vi er nødt til at aktionere. Det er den eneste måde at lægge pres på. Arbejdsgiverne må til fadet. Vi skal have flere penge, en stigning på 10 procent. Og så skal vi have feriepengene hævet, så vi har råd til at holde ferie, siger Karsten Andersen fra Havnearbejderne i Århus.
To kroner giver ingenting
Havnearbejderne har ligesom buschauffører i hovedstadsområdet nedlagt arbejdet i forbindelse med forhandlingerne om en ny overenskomst for lager-, havne- og transportansatte.
Strejkerne er overenskomsstridige, men havnearbejderne på Århus Havn var tirsdag morgen enige om at sende et klart signal til forhandlerne om at rubbe neglene, når de mødes i forligsinstitutionen tirsdag eftermiddag.
- Økonomien skulle være der. Med alle de overskud i de forskellige firmaer, burde der også være lidt til os. Og vi kan jo ikke gå ud og forlange bare to kroner, for så får vi ingenting, siger Karsten Andersen fra Havnearbejderne i Århus.
Arbejdsgiverforeningen Handel, Transport og Service (HTS) kalder de overenskomststridige strejker for dybt uacceptable.
I Århus regner havnearbejderne med at genoptage arbejdet igen onsdag.