Social- og sundhedsassistenter på sygehusene risikerer at komme i konflikt med regionerne.
Enten går de i strejke eller også bliver de lockoutet, som en konsekvens af, at forhandlingerne af en ny overenskomst ikke er færdig til tiden.
Det forudser FOAs formand Dennis Kristensen:
"Vi har ikke nogle aftaler. Vi har heller ikke noget, vi rigtigt er enige om. Så vi er i en situation, hvor jeg er bekymret for, om vi når at blive færdige med denne overenskomstforhandling," siger han.
Overenskomstforhandlingerne dækker 120.000 ansatte i de danske regioner, og parterne forlod hinanden efter mange timers fohandling sent i går aftes.
"Hvis vi fortsætter i det tempo vi har nu, så når vi ikke at blive færdige med forhandlingerne, inden vi skal sende konfliktvarslerne eller lockoutvarslerne. Det betyder at så kan det hele meget nemmere ende i konflikt end det ellers så ud til," siger Dennis Kristensen.
Efter planen skal forhandlinger med de danske regioner og fagforbundene være afsluttet inden 28. februar.