Kinderne blusser, og øjnene er blanke af træthed.
Det er blot to timer siden, 35-årig Diana Tvenstrup har født. Hun ligger stadig på fødestuen på Frederiksberg Hospital, men lige så snart hendes lille søn er blevet vejet og målt, skal hun hjem.
»Jeg har fået at vide, at det kun er dem, der har haft komplikationer under fødslen, der får lov til at komme over på barselsgangen. Resten af os bliver sendt hjem, og det har jeg det helt fint med,« siger Diana Tvenstrup.
Hendes veer gik i gang blot en halv time efter, at 70.000 sygeplejerske og jordemødre i går nat indledte en landsdækkende strejke.
Dårlige forhold
Diana Tvenstrup har dog ikke været bekymret.
»Jeg vidste, at der var et nødberedskab, så jeg havde ingen betænkeligheder. Jeg er selv pædagog og ved, hvad det vil sige at få en dårlig løn, så jeg har fuld sympati for, at de strejker,« siger Diana Tvenstrup.
Ude på fødegangen er der stille. En enkelt jordemoder kommer trillende med et rullebord. Hun er en del af nødberedskabet. Resten har samlet sig foran hospitalet, hvor de står med bannere.
»Vi mener ikke, at det kan være rigtigt, at man som jordemoder i det offentlige får en fjerdedel mindre af, hvad man får som jordemoder i det private,« siger Ida Secher.
Hun blev færdiguddannet som jordmoder for tre år siden og er overrasket over, hvor dårlige forholdene er på hospitalerne.
»Som jordemoder må du finde dig i at arbejde om natten og på helligdage samtidig med, at du har et kæmpe ansvar. Set i det lys er en 28.000 kroner om måneden ikke meget,« siger Ida Secher.
Hun frygter, at det bliver sværere at rekruttere jordemødre fremover. Ifølge tal fra Jordemoderforeningen har 60 procent af medlemmerne overvejet at søge væk fra faget. Hovedårsagen er utilfredshed med arbejdsforholdene og lønnen.
En jordemoder på fuld tid tjener i gennemsnit 28.074 kroner om måneden inklusiv tillæg og pension.
Jordemødrene kræver 15 procent mere i løn.
Under
strejken vil der være et nødberedskab, der tager sig af de fødende
kvinder. Hvis fødslen forløber uden komplikationer, vil de nybagte
mødre blive sendt hjem 4-6 timer efter, de har født.