Strejken rammer hele landet fra i morgen tidlig, men i Århus er strejken flere steder i ældreplejen blevet afblæst.
Årsagen er, at der er for få ansatte til at opretholde det nødvendige nødberedskab. Det viser aftalen om nødberedskabet, som FOA-Århus her til morgen har indgået med Århus Kommune.
Nødberedskabet skal tage sig af akutte og livsvigtige opgaver under konflikten, som starter i morgen. Formanden for FOA-Århus, Kirsten Normann Andersen, mener, at situationen fortæller alt om hverdagen i ældreplejen.
- Nødberedskabet skal sikre den allermest nødvendige pleje i livsvigtige situationer, men det kan man ikke engang leve op til overalt. Lønningerne må i vejret, så det bliver muligt at tiltrække den nødvendige arbejdskraft, siger hun.
De tre steder, som nu ikke går på barrikaderne i morgen tidlig, er Plejebolighederne Ankersgade 25-26, Hjemmeplejen aften-teamet på Voldbækvej samt plejeboligerne Dalgas.