Gymnasieeleverne har de sidste uger opnået masser af omtale og pressedækning ved at strejke. Den fremgangsmåde tager handelsskoleeleverne nu i brug, og flere skoler har planlagt strejker og blokader mandag.
Men Landssammenslutningen af Handelsskoleelever (LH) tager afstand fra strejkerne og opfordrer i stedet eleverne til at gå til undervisning.
»Vi er tilfredse med den dialog, vi har opnået med undervisningsminister Bertel Haarder, og det er den vej, vi mener, vi bør gå,« siger formanden for LH, Thomas Gloy, til DNY.
Handelsskoleeleverne er blandt andet utilfredse med, at der er forskel på det tilskud uddannelserne får pr elev på de forskellige gymnasiale uddannelser. En elev på et gymnasium får for eksempel næsten 20.000 kroner mere end en handelsskoleelev.
Men den ulighed har undervisningsministeren nu erkendt, og han vil arbejde på at få udarbejdet en analyse for at fjerne eventuelle uretfærdige forskelle i tilskuddene, fortæller Thomas Gloy.
På handelsskolen i Kolding trodser man LH?s retningslinjer, og nedlægger undervisningen mandag. I stedet for undervisning har man inviteret eleverne til en paneldebat om handelsskolernes situation med forskellige ungdomspolitikere.
»Jeg har oplevet, at der er stor uvished blandt eleverne om, hvad det er, vi er utilfredse med. Derfor bruger vi dagen til at informere eleverne. På den måde håber jeg, at eleverne får en holdning til hele situationen,« siger elevrådsformand for de 560 HH-elever på Kolding Handelsskole, Marie Høher-Kristensen.
Ifølge Politiken.dk vil handelsskoleelever fra andre steder i landet mødes foran Christiansborg mandag kl. 12 for at demonstrere.