For mange danskere er efterårsferien lige på trapperne. Men vælger man at tage afsted lidt før feriens start, og til eller via Frankrig med fly, så skal man være ekstra opmærksom. En forestående strejke hos landets flyveledere kan nemlig få store konsekvenser.
Strejken, der er varslet mellem den 7. og 10. oktober, vil formentlig få indflydelse på tusindvis af fly. Hvis man allerede har en flybillet til Frankrig i de dage, så bør man allerede nu være opmærksom og tage sig nogle forholdsregler, lyder rådet fra Louise Hertzum Andersen, der er fagchef i Gouda.
– Hvis man allerede har en flybillet til Frankrig eller en mellemlanding, kan det være en god idé at ringe til sit flyselskab eller rejsebureau og spørge, om rejsen stadig kan gennemføres, eller om den eksempelvis skal ombookes, siger hun.
Strejken var i første omgang planlagt til at skulle vare to dage i september, men fordi den franske regering gik af, blev det besluttet at udvide strejken til tre dage i oktober i stedet.
Strejken blandt flyveledere sker som en protest mod en række nedskæringer i de offentlige udgifter for at tackle landets store gæld.
Men fordi der er tale om en planlagt strejke og dermed ikke en uforudset hændelse så kan rejseforsikringen typisk ikke hjælpe med andet end rådgivning, og derfor er det vigtigt, at man som rejsende både undersøger sin rejse inden, ligesom det er godt at være forberedt og have en plan B.
– Det kan være en god idé at pakke lidt ekstra fornødenheder i håndbagagen som eksempelvis tøj og bleer, hvis man rejser med små børn, så man er dækket ind, hvis der opstår længere forsinkelser eksempelvis ved en mellemlanding, siger Louise Hertzum Andersen.
Vigtige råd ved strejker i forbindelse med flyrejser:
- Når der sker forsinkelser og aflysninger som følge af en planlagt strejke, så kan rejseforsikringen typisk kun hjælpe med råd og vejledning. Det er dit flyselskab eller rejsebureau der har pligt til at sørge for erstatning eller ombooking.
- Hvis dit fly bliver aflyst, så har du krav på fuld refundering, en ombooking eller en senere ombooking efter eget valg. Læs mere på Aflyst fly.
- Du har ikke krav på erstatning i forbindelse med aflysninger eller forsinkelser, hvis flyselskabet kan dokumentere, det skyldtes en strejke.