Alle afgange er mandag aflyst fra Berlin-Brandenburg Lufthavn i Tysklands hovedstad, Berlin.
Det skyldes en strejke blandt personalet i sikkerhedskontrollen.
Det oplyser lufthavnen ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Det er fagforeningen Verdi, som har iværksat strejken. Strejken begyndte natten til mandag klokken 03.30. Den afblæses efter planen ved midnat.
Der var inden strejken planlagt to flyafgange fra Berlin til Københavns Lufthavn mandag samt en enkelt afgang til Billund Lufthavn. De er alle aflyst, fremgår det af Berlin-Brandenburg Lufthavns hjemmeside.
Ud over aflyste afgange påvirker strejken udvalgte ankomster.
Alle tre afgange, der er planlagt mandag fra Københavns Lufthavn til Berlin-Brandenburg, bliver dog gennemført.
Til gengæld er den eneste planlagte afgang fra Billund blevet aflyst.
Også en anden travl lufthavn - Hamburg Lufthavn - er ramt af strejke. Her er det personale, som sidder bag check-in-skrankerne og står for boarding af passagererne, der har nedlagt arbejdet.
Det er medarbejdere i Aviation Handling Services Hamburg (AHS), som strejker i Hamburg. Selskabet servicerer en række luftfartsselskaber.
Det er dog ikke alle selskaber, der flyver fra Hamburg, som er ramt af strejken blandt personalet i check-in. Ifølge Reuters skulle AHS' personale have varetaget 84 af 160 afgange fra Hamburg mandag.
Flere strejker har ramt tyske lufthavne de seneste måneder. Så sent som torsdag og fredag i sidste uge strejkede personale i lufthavnene i Düsseldorf, Hamburg, Köln-Bonn og Stuttgart.
Sidste uges strejke såvel som strejkerne mandag er udløst af uenighed om løn.
Arbejdsgiverne afviser de krav om højere løn, som blandt andre ansatte i sikkerhedskontrollen har fremsat. Det er især de stigende forbrugerpriser, som har fået medarbejderne til at kræve mere i løn.
/ritzau/