En urne, der blev stjålet ved et indbrud i Kloster Kirke ved Ringkøbing, er fundet igen.
Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Urnen stod i et pengeskab, der blev fjernet ved indbruddet. Foruden urnen indeholdt pengeskabet et dåbsfad og sølvtøj fra 1600-tallet samt 2000 kroner i kontanter.
Onsdag formiddag fandt en strandfoged det opbrudte pengeskab i klitterne nord for Søndervig, ikke langt fra kirken. I pengeskabet lå urnen og kirkens sølvtøj, men de 2000 kroner var væk.
- Det er rart, at tyvene kun har taget kontanterne og ladet de ting ligge, som virkelig betyder noget for andre, siger fungerende politikommissær ved lokalpolitiet i Ringkøbing Heine Bærentsen.
Urnen var bag lås i pengeskabet, da den endnu ikke har kunnet nedsættes i jorden på grund af frost. Tyvene har formentlig ikke været klar over det usædvanlige indhold, da de slæbte afsted med det 200 kilo tunge pengeskab.
Selv om det vigtigste indhold af pengeskabet nu er fundet, fortsætter politiet jagten på gerningsmændene.
Tirsdag oplyste politiet, at man har sikret dna fra nogle salmetal, som er sendt til analyse.
Der arbejdes ud fra, at der har været flere gerningsmænd om tyveriet, og at de formentlig har planlagt det og haft en sækkevogn med til at bære pengeskabet.
På grund af pengeskabets størrelse arbejdes der også ud fra, at gerningsmændene er kørt fra kirken i en bil af en vis størrelse.
/ritzau/