Aktivister og den indonesiske flåde har ved fælles anstrengelser reddet en kaskelothval, der i onsdags strandede på lavt vand på en strand på det vestlige Java.
Lørdag blev hvalen slæbt ud på 25 meters vand og sluppet fri, siger organisationen Jakartas Netværk til Dyrehjælp (JAAN) via det sociale netværk Twitter.
Det holdt ellers hårdt for aktivisterne at redde den 11 meter lange hval.
For lokale i området, hvor hvalen var strandet, var hurtige til at forsøge at tjene penge på dyrets ulykke.
Benvika, en af aktivisterne fra JAAN, fortalte forleden, at man kunne få en tur i en båd hen til hvalen for det, der svarer til omring tre kroner.
Nogle i bådene sprang onsdag op på hvalens ryg, sagde han, og det skadede processen.
Flere gange lykkedes det dyreværnsfolkene at få hvalen trukket fri, men på vej ud på det åbne hav blev den angiveligt skræmt af motorstøj fra de mange nysgerriges både, og den vendte tilbage til standen.
Så begyndte frivillige at standse både, inden de afsejlede mod hvalen, men det var ikke muligt at standse den trafik, der foregik fra andre landsbyer i området.
Til sidst lykkedes det dog med flådens hjælp at give hvalen rigeligt med vand under bugen igen.
/ritzau/dpa