Vi snakker altid om, at det er havvandet, der er beskidt eller forurenet, men sjældent tænker vi på, at de sandstrande hvor vi ligger, leger og roder rundt også kan være fulde af bakterier, skriver Health.com.
Men det kan de, viser undersøgelser bragt i Enviromental Science & Technology.
- Strandpassere skal være opmærksomme på, at der kan være helbredsmæssige komplikationer forbundet med strandsandet og ikke altid gå ud fra, at en strand er sikker, siger ledende forsker bag undersøgelserne, Tao Yan, Ph.d.
Faktisk viser dette og flere andre studier, at strandsand i USA, og derfor formentlig også andre steder i verden, ofte er mere beskidt end vandet. Flere steder har sandet ti til 100 gange flere bakterier.
Du kan blive syg
Det viser sig, at bakterier i vandet opløses hurtigere, end de gør på land og derfor samler der sig mange flere i sandet, forklarer forskeren Tao Yan.
Et tidligere studie fra 2012 bragt i selv samme magasin, viser at det beskidte sand faktisk kan gøre dig syg.
Du bliver ikke død-syg af en dag på stranden, men du kan få diarre, opkast eller andet ubehag efter dit besøg. Det skal ikke stoppe dig fra at tage på stranden og more dig, men du skal tænke over din hygiejne en ekstra gang.
Tag et bad under en bruser på stranden, hvis der er en, når du har leget, lavet sandtårn eller er blevet begravet i sandet. Og tag så et godt og dejligt bad, når du kommer hjem efter en dag ved vandet.