Det bugner med glade badegæster på strandene rundt om i Østjylland for tiden.
Men det bugner også med affald, som langt fra altid ender i de opstillede skraldespande. Det fremgår af de mange bygrupper på Facebook. Blandt andet i Studstrup nord for Aarhus er der problemer, skriver TV2 Østjylland.
Her fortæller de lokale på Facebook om smadrede flasker, glemte dåser og andet affald langs stranden.
Torben Hougaard Jensen fandt henkastet affald fredag morgen fra bunden af Præstekravevej og helt ned til vandkanten.
- Der lå en hel del patroner brugt til at indtage lattergas. Jeg synes, at det er dumt, de indtager sådan noget, men det må de vel selv om. Jeg gider bare ikke se på deres efterladenskaber i naturen, siger han til TV2 Østjylland.
Ifølge ham er det ikke normalt et problem med affald nær stranden i Studstrup, men i den aktuelle sommervarme benytter flere sig af området, og det har fået betydning.
- I vores lokale Facebookgruppe melder flere ind, at de har oplevet smadrede flasker og dåser, cigaretskodder og andet affald på stranden, siger Torben Hougaard Jensen og fortsætter:
- Man kan godt tro, at det er unge mennesker, der ikke lige tænker sig om. Jeg synes ikke, at man skal dunke dem oven i hovedet, men bare tage en snak med dem.
TV2 ØSTJYLLAND