Af Michael Lund og Knud Brix, milu@avisen.dk
Det er strafbart at rejse til Afghanistan og hjælpe Taleban-krigere med at oversætte de danske soldaters radiokommunikation. Det vurderer jurist Kenneth Ø. Buhl fra Dansk Institut for Militære Studier, efter at Nyhedsavisen i sidste uge afslørede, at Taleban benytter dansktalende tolke til at aflytte de danske soldater.
»De vil sandsynligvis kunne retsforfølges efter Straffelovens paragraf 114 g, der siger, at det er ulovligt at deltage i en ulovlig militær organisation eller gruppe,« siger han.
Paragraffen er en del af terrorlovgivningen, og strafferammen er op til to års fængsel. Kenneth Ø. Buhl vurderer, at tolkene ikke er beskyttet af Genève-konventionens regler om krigsfanger, da de ikke er væbnede kombattanter og dermed ikke opfylder kravene for at være krigsfanger.
Hvis tolkene fanges i Afghanistan, og ikke er danske statsborgere, vil de næppe blive straffet efter dansk lov.
»Det er nok mest nærliggende, at de i så fald vil blive overdraget til de afghanske myndigheder, som så vil retsforfølge dem efter afghansk lov. Og her er det sandsynligt, at straffen vil være noget hårdere,« siger han.
Dansk Folkepartis Søren Espersen er rasende på tolkene.
»Hvis der er tale om danske statsborgere, er der i mine øjne ingen tvivl om, at de landsforrædere. Hvis det er udlændige med dansk opholdstilladelse, så mener jeg de bør udvises på grund af landsskadelig virksomhed, så snart de sætter foden på dansk grund,« siger han.