Danskerne vil have mildere straffe, når de først har sat sig ind i konkrete kriminalsager. Det viser en ny undersøgelse finansieret af blandt andet Justitsministeriet. Det er der sådan set ikke noget nyt i, for når almindelige danskere optræder som domsmænd, er de langt blødere end systemets folk.
Det er ufatteligt, at dette stykke virkelighed går helt hen over hovedet på borgerlige politikere. De bliver bare ved og ved med at råbe på højere straffe med henvisning til befolkningens retsfølelse. Men danskernes retsfølelse er ikke synonym med et par medieliderlige galninge, som samler underskrifter og med skinger stemme kræver pædofile kastreret og klynget op i et træ. Danskerne er faktisk ganske fornuftige mennesker, som ønsker, at straf først og fremmest skal virke.
Vi skal straffe for at mindske omfanget af kriminalitet, ikke for at tilfredsstille følelsesmæssige behov for hævn. Så simpelt er det. Det enkelte menneskes hævnlyst er helt forståelig, men pointen med at bo i et retssamfund er netop, at strafudmåling foretages af staten på et nøgternt og rationelt grundlag, og at selvtægt er bandlyst. Borgerlige politikere er naturligvis også imod selvtægt, men hævnlysten er alligevel en del af deres retspolitik.
I andre sammenhænge er regeringen meget villig til at føre politik på baggrund af undersøgelser af befolkningens holdninger, men i dette tilfælde skal vi nok ikke regne med det.