Stortinget skal drøfte Breivik-rapport

Stortinget i Oslo indkaldes for at drøfte regeringens opfølgning på rapporten om Breiviks massakre.

Stortinget i Norge skal indkaldes ekstraordinært for at drøfte regeringens opfølgning på 22. juli-rapporten, der blev offentliggjort mandag.

Rapporten er udarbejdet af kommissionen, som har vurderet Norges håndtering af terrorangrebet den 22. juli 2011, da massemorderen Anders Behring Breivik myrdede 77 mennesker i Oslo og på Utøya.

Socialdemokraten Dag Terje Andersen er formand for Stortinget, men kan ikke sige, hvornår mødet finder sted.

- Det vil ske så hurtigt som muligt, men det bliver ikke i denne uge. Næste uge er derimod en mulighed. Der er jo en praktisk side ved at få alle 169 medlemmer ind på kort tid, siger Dag Terje Andersen.

Det er Siv Jensen, leder af Fremskrittspartiet, der har taget initiativ til det ekstraordinære møde.

Hun vil specielt gerne have belyst, hvordan statsminister Jens Stoltenberg forestiller sig, at arbejdet med at følge op på kommissionens anbefalinger skal ske.

Rapporten retter en meget voldsom kritik af de norske myndigheder, herunder politiet. Beredskabet var for dårligt, sikkerheden var for dårlig, og selve indsatsen under angrebet var for dårlig.

Stoltenberg har sagt, at han som statsminister tager ansvaret, men han har ikke planer om at gå af.

Flere norske aviser skriver tirsdag, at han som øverste ansvarlig for myndighedernes dårlige reaktion på angrebet bør forlade sin post.

/ritzau/NTB

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.