Fodboldklubben Lyngby har fået nyt papir på et af Superligaens største talenter. Den nedrykningstruede klub har således fået Emil Larsens underskrift på en ny aftale, der løber til sommeren 2013.
"Emil er et produkt af klubbens fantastiske talentudvikling og Emils præstationer på superligamandskabet har været på meget højt niveau. Der har været en del snak om Emils fremtid på det seneste, hvilket kun er naturligt. Forlængelsen betyder, at der nu er ro til at klubben og Emil i fællesskab kan optimere hans videre udvikling - med et første fokus på forårets meget vigtige kampe i Superligaen," siger Lyngbys manager Niels Frederiksen.
Emil Larsen er i de seneste uger og måneder blevet sat i større klubber i både Danmark og Holland. Senest fik den unge Larsen en plads på Morten Olsens ligalandshold.