Aarhus bliver en af de byer, som verdens længste kapsejlads, The Ocean Race, kommer forbi i 2021/22-racet.
Det skriver Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.
Den internationale kapsejlads afvikles hvert tredje år og kommer jorden rundt, og det glæder borgmesteren i Danmarks næststørste by, Jacob Bundsgaard, at det store event lægger vejen forbi Aarhus.
- Aarhus har opnået en helt enestående position som en verdensklassearena for internationale sejlsportsbegivenheder, og det er The Ocean Race i den grad med til at understrege.
- Der er lagt op til en storslået sportslig begivenhed for det maritime Danmark og samtidig en folkefest på havnefronten i Aarhus, når The Ocean Race lægger til land i Aarhus i 2022, siger han i pressemeddelelsen.
Aarhus var sidste år vært for VM i sejlsport, hvor op mod 400.000 tilskuere lagde vejen forbi.
Den danske by er den første på 2022-ruten, som The Ocean Race har offentliggjort. I de kommende måneder vil de resterende byer på ruten blive meldt ud.
Ifølge direktør i Sport Event Denmark Lars Lundov kan afviklingen af VM have haft indflydelse på valget om at gæste Aarhus.
- Det er ret vildt. Endnu en stor global sportsbegivenhed kommer til Danmark.
- The Ocean Race er noget af det absolut største indenfor sejlsport, og eventen kommer i direkte strategisk forlængelse af sidste års meget roste VM i sejlsport for samtlige olympiske klasser i netop Aarhus, siger Lars Lundov i pressemeddelelsen.
Sejladsen begynder i efteråret 2021 i den spanske by Alicante, hvor det de seneste fire gange er startet, og slutter tidligt på sommeren i 2022 i en anden europæisk by.
Der vil i alt være ni stop undervejs, står der på The Ocean Races hjemmeside. I 2018 lagde sejladsen blandt andet vejen forbi svenske Göteborg.
/ritzau/