En stor bid af den danske smykkekoncern Pandora har skiftet hænder. Helt præcist drejer det sig om en aktiepost på 10 procent af selskabet - svarende til 13 millioner aktier.
Det er kapitalfonden bag Pandora, Prometheus, der sælger de mange aktier til en række institutionelle investorer, oplyser Pandora i en fondsbørsmeddelelse.
De mange aktier har skæppet i kapitalfondens pengekasse med 2,6 milliarder kroner svarende til en kurs på 200 kroner pr. aktie.
Salget har fået aktieværdien i selskabet til at falde onsdag. En Pandora-aktie ligger midt på dagen til et fald på 10,6 procent, og en aktie kan erhverves for 200,80 kroner.
Selv om Prometheus sælger en ordentlig portion aktier i Pandora, vil kapitalfonden stadig være storaktionær.
Prometheus vil fortsat eje 40,9 procent af aktierne i Pandora og skriver i en pressemeddelelse, at man vil fortsætte med at støtte Pandora som storaktionær.
/ritzau/