Det er ikke Anders Bjerregaards skyld, at det ikke rigtig kører på den københavnske vestegn. Meldingen kommer fra Brøndbys storsponsor Jesper Nielsen, der kun har rosende ord til overs for den nu tidligere sportschef.
Bjerregaard junior har gjort alt, hvad han kunne, for at sende Brøndby tilbage til toppen af dansk fodbold, mener KASI-Jesper.
"Vi har købt fornuftigt ind i det seneste lange stykke tid. Senest er Martin Bernburg og Mikael Nilsson to perfekte køb. Inden da hentede han også kvalitet til Brøndby i form af Alexander Farnerud, Michael Krohn-Dehli, Jon Jönsson, Jan Kristiansen og Samuel Holmén. Ingen kunne have gjort det bedre, og derfor kan man ikke bebrejde Anders Bjerregaard ret meget," siger Jesper Nielsen til Jyllands-Posten.
Storsponsoren mener, at Anders Bjerregaard har sikret Brøndby en trup, der fuldt ud er på højde med OB's og FCK's. Spillerne har bare ikke leveret varen.
"Først og fremmest er det spillerne. De skal sørge for at spille ordentligt," understreger Jesper Nielsen.
I onsdags sagde Anders Bjerregaard sit job som sportschef op med øjeblikkelig virkning.