Nyoprykkede AS Monaco mener det tilsyneladende alvorligt, når klubben meddeler, at den vil spille med i toppen af den franske fodboldliga.
Fredag har klubben offentliggjort, at den er blevet enig med FC Porto om at købe de to profiler João Moutinho og James Rodriguez i en dobbelthandel, der i alt koster monegaskerne 70 millioner euro, svarende til 521 millioner danske kroner.
26-årige Moutinho er fast mand på den centrale midtbane på Portugals landshold og har i flere år været et flittigt navn på rygtebørsen.
James Rodriguez er 21 år og colombianer. Han er en mere offensiv type og har de seneste to sæsoner fået et stort gennembrud i den portugisiske mesterklub.
Dermed bliver der voldsom konkurrence til den danske landsholdsspiller Jakob Poulsen, der har spillet i Monaco i denne sæson.
I forvejen er det siden årsskiftet ikke blevet til meget spilletid for den tidligere Esbjerg-, AGF- og FC Midtjylland-profil.
/ritzau/