Stormufti Sheik Hussein af Jerusalem fordømte tirsdag Dansk Folkeparti på grund af partiets meget omtalte valgplakat, der afbilder profeten Muhammed.
Han opfordrede den arabiske verden til tage til genmæle og forlangte at nogen - velsagtens den danske regering - sætter en stopper for plakaten og kommer med en officiel undskyldning .
Men det skal han ikke regne med, siger udenrigsminister Per Stig Møller til Avisen.dk.
- Regeringen hverken kan eller vil stoppe den valgplakat, og vi kan heller ikke undskylde den. Det må de lære at forstå. I et land som Danmark med demokrati og ytringsfrihed er det domstolene, der sætter den slags grænser - ikke regeringen, siger Per Stig Møller.
Udenrigsministeren har ikke selv modtaget nogen henvendelse fra stormuftien og er på grund af valgkampen primært orienteret om sagen via medierne.
Han mener, at stormuftiens motiver for fordømmelsen skal ses i den indenrigspolitiske situation i de palæstinensiske selvstyreområder.
- Stormuftien har en interesse i at skabe en kløft til den vestlige verden. Vi må forstå, at han handler ud fra en indenrigspolitisk agenda. Og han må forstå, at Dansk Folkeparti også handler efter en indenrigspolitisk agenda ved at spille på netop dét kort, siger udenrigsministeren og understreger, at regeringen vil stå vagt om den danske ytringsfrihed.