Der er penge på vej til folk med vand i kældrene efter sidste uges voldsomme blæsevejr. Stormrådet har nemlig anerkendt, at der var tale om en stormflod, og det betyder, at forsikringen dækker skaderne efter oversvømmelserne.
»Vi har aldrig haft så usædvanlige oversvømmelser langs kysterne, og vandstanden er aldrig målt så højt,« siger Hans Reymann-Carlsen fra Stormrådets sekretariat.
Stormen ramte den østjyske kyst, Fyn og den sydøstlige del af Sjælland samt Lolland-Falster. Stormrådet har besluttet at tilkende alle erstatning, da så store dele af landkortet blev ramt.
Ifølge Hans Reymann-Carlsen er der tale om flere tusinde skader i Danmark efter stormen, og rådets skadekasse har 300 millioner kroner at dele ud af. I 1993 blev der udbetalt 42 millioner kroner til 994 husstande.
En stormflod defineres som en ekstremt høj vandstand. Der går statistisk 20 år mellem to stormfloder, men sker det hyppigere, stiger kravet til vandstandens højde, før kravene til en stormflod er opfyldt. Beslutter stormrådet, at der er tale om en oversvømmelse, er der ingen erstatning til de ramte.
Folk med oversvømmede kældre og lignende har frem til 2. januar til at henvende sig til deres forsikringsselskab, der sender den skriftlige anmeldelse af skaden videre til Stormrådet.