Stormen suser lige nu i klitterne langs den jyske vestkyst. Danmarks Meteologiske Institut (DMI) forventer, at vestjyderne vil møde vindstød af stormstyrke - måske endda víndstød af orkanstyrke.
Klokken 16 offentliggjorde DMI nye tal, der viser at, Thorsminde, Hvide Sande, Blåvand og Skagen alle bliver ramt af stærk storm med vindstød op til 32 m/s. Anholt, Hanstholm, Thyborøn og Rømø er kun ramt af vindstød af storm-styrke.
- Vinden vil dog aftage noget ud på aftenen, men der er fortsat risiko
for vindstød af stormstyrke, oplyser (DMI), der samtidig opfordrer befolkningen til at være opmærksomme og holde sig orienteret om vejrforholdene.
Den kraftige vind vil uden tvivl give masser af arbejde til Falck med væltede træer, flyvske hustage og el-ledninger, der bukker under for blæsten.
Langs den jyske vestkyst forventes det, at vandstanden vil stige til to meter over normal højde - men det bør ikke give anledning til alvorlige oversvømmelser.
Til gengæld kan de lavtliggende byer ved Limfjorden få problemer i weekenden, når den kraftige blæst presser vand fra Nordsøen ind i Limfjorden. Vandstanden forventes at nå op på to-tre meter over normalt.
I Løgstør er beredskabet og borgere i gang med at fylde sandsække, så de er klar til vandmasserne.
Trafikken bliver også ramt. Allerede nu advares bilister med vindfølsomme køretøjer om at køre over Storebæltsbroen. Den advarsel ventes først at blive ophævet sent i aften. Samme advarsel lyder fra Øresundsbroen. Her forventer driftsledelsen dog først normale tilstande klokken fem fredag morgen.
På Lillebælt fraråder man også at lette og vindfølsomme køretøjer kører over den ny Lillebæltsbro. I stedet henviser man bilister til at bruge den gamle bro.
Bornholmstrafikken har indstillet sejladsen med hurtigfærgen og RoPaxfærgen.
Hurtigfærgen ventes først i drift i weekenden. I stedet sejler M/F
Povl Anker.
Scandlines oplyser, at der ikke aflyses færger mellem Rødby og
Puttgarden, men at der kan blive problemer på overfarten mellem Gedser
og Rostock.
Mols-Linien sejler planmæssigt på alle ruter.
Den kraftige blæst giver foreløbig ingen problemer for lufttrafikken.