Selvom gassen tilsyneladende er gået lidt af stormen Nora, der rammer Danmark i aften, bliver der stadig vind af stormstyrke mange steder.
Stormen kan blive så voldsom, at der fredag aften er risiko for, at Storebæltsbroen lukker i tidsrummet fra kl. 22.00 til kl. 24.00. Det oplyser Sund & Bælt.
I perioden varsler DMI en vindstyrke på over 25 m/s, og det er ved denne grænse, at broen lukkes for al biltrafik af hensyn til trafikanternes sikkerhed.
Vinden vil ifølge DMIs prognoser igen overstige 25 m/s tidligt lørdag morgen i tidsrummet fra kl. 05.00 til kl. 07.00, hvor der igen vil være risiko for en lukning.
Sund & Bælt opfordrer derfor alle trafikanter, der skal over Storebæltsbroen i disse perioder, til at køre på andre tidspunkter.
Allerede fredag eftermiddag forventer DMI vindstyrker på over 15 m/s, stigende i aften- og nattetimerne. Når vinden kommer over 15 m/s, forbydes vindfølsomme køretøjer at passere Storebæltsbroen.
Følg med på storebaelt.dk eller tilmeld sms bromelding. Send sms til 1231 med teksten BRO INFO.