Stormen Egon rammer Sverige med orkanstyrke

Der meldes om oversvømmelser, kraftigt snefald og store trafikforstyrrelser på grund af Egons hærgen.

Stormen Egon har lørdag ramt Sverige med voldsom kraft - flere steder med orkanstyrke.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Der meldes om oversvømmelser og kraftigt snefald, og de stærke vinde er gået ud over biltrafikken og færgeafgangene.

Sveriges meteorologiske institut udvidede i løbet af lørdagen sit stormvarsel. Det lyder nu på storm og høj vandstand i Götaland - blandt andet området omkring Göteborg - og kraftig sne i Dalarna og Gävleborg len.

Nord for Göteborg nåede Egon først på aftenen orkanstyrke med over 32,6 meter per sekund, men i løbet af natten ventes stormen at kulminere.

Al trafik har været stoppet på Udevallabroen på motorvej E6, efter der var målt vindstyrker på 28 meter i sekundet. Også Älvsborgsbroen i Göteborg lukkede ved 18-tiden.

Uddevalla bymidte var i løbet af eftermiddagen hårdt ramt af oversvømmelser, og 30 biler stod under vand.

Det rapporteres også om oversvømmelser i Varberg, hvor vand er trængt ind i huse.

Stena Line har i løbet af eftermiddagen indstillet afgange mellem Göteborg og Frederikshavn.

I Malmø har stormen lørdag aften lukket Øresundbroen.

/ritzau/TT

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.